Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid. 

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift. 

En kvæstet svane ligger begravet i tang i et hjørne af salen, mens fire livløse kroppe er spredt ud på gulvet. Fra loftet hænger mere tang, og lugten rammer os allerede, da vi træder ind gennem et blåligt latexlignende forhæng. Foyeren var fyldt med bunker af tang og restplast, og nu er vi inde i et ukendt undervandslandskab. Det blålige lys flimrer på væggen, lydsiden bruser svagt som en fjern strøm af støj. Vi er under vand.

Langsomt kommer kroppe til live igen. De strækker sig i lidende bevægelser, vakler, kæmper – men de rejser sig. Subtile beats og Mads Emil Nielsens urolige droner skubber sceneriet frem. Spørgsmålet om, hvad der er sket, er retorisk: alt peger på klimakatastrofen. Roskilde Fjord er gået over sine bredder. Menneskene fortsætter – trods undtagelsestilstand, trods oversvømmelse – mens svanen er bukket under.

Dystopien bliver levende, når danserne med imponerende undersøgende bevægelser afsøger måder at tilpasse sig en ny verden på. Her spiller scenografi, lys og dans kraftfuldt sammen, og man mærker, hvordan sanserne overvældes. Netop derfor er det en skam, at lydkvaliteten er mat, når det soniske spiller en rolle i historiefortællingen.

Alligevel lykkes Vi fortsætter… med at skabe et univers, der på én gang er absurd og alt for genkendeligt. Det minder om en mild version af Ruben Östlunds katastrofepos Force Majeure: menneskets komiske og tragiske personlighedstræk sat over for naturens uafvendelige kræfter. Til sidst forlader danserne scenen og lader os tilbage i stilhed – med eftertanken om, hvorfor vi fortsætter sådan, og følelsen af selv at stå og træde vande længe efter, vi har forladt fjordens oversvømmede univers.

På Kaikō – trioen Treens anden udgivelse – demonstrerer saxofonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė og percussionist Jan Philipp både selvsikkerhed, indbyrdes tillid og en tydelig musikalsk eventyrlyst. Åbningsnummeret »Hylē« folder sig ud med klaprende percussion og slag, der synes rettet direkte mod klaverstrengene, stavrende frem over en underliggende drone. Saxofonen bryder ind med fraseringer, der på én gang virker formanende og fortumlede. Intet føles minutiøst kalkuleret; i stedet fremstår musikken båret af en skarp sans for de tre musikeres individuelle stemmer i det fælles lydbillede.

Den samme grundformel foldes ud på albummets tre øvrige numre, men altid i nye variationer. På »Kinetic« træder Dahls saxofon frem med langt større tyngde, og dens langsomt voksende crescendo spejles og udfordres af Preisaitės klaver. Ofte kan improvisationsmusik havne i høflige ventepositioner, hvor musikerne på skift tager ordet – men ikke her. Dahl, Preisaitė og Philipp fremstår som tre drivende øer uden anker, båret af egne strømme, men alligevel uafladeligt trukket i samme retning. Resultatet er både pludselige forskydninger og et organisk flow, der kan opsluge lytteren i en trance, hvis man giver slip og lader lyden skylle ind over sig. Netop tilliden til hinanden gør, at de tre tør spille frit, uden frygt for at forlade eller miste hinanden. Dermed skaber de et momentum, som det er svært ikke at lade sig rive med af – uanset om man vælger at lade de tre øer passere eller selv flyde med i deres strøm.