Fællesskabet i kollapset
Nausia: »Finding a Circle«Det transcendente er i førersædet på københavnske Nausias seneste album, Finding a Circle. Langsomme opbygninger og intense nedrivninger er bandets grundlæggende form, og et net af saxofonharmonier svæver rundt i et stramt og dristigt sammenspil. Det er ikke alle bands, der kan bevare den intense fornemmelse af en livekoncert på en indspilning. Men på Finding a Circle formår Nausia at banke spændet mellem scene og studie ned til en ligegyldig bagatel, med et fænomenalt og utroligt vellydende sammenspil.
Der er noget ved en saxofons fysiske betingelser, der gør, at det er nemt at fornemme musikerens tilstedeværelse. Ventilernes klappen og den intense vejrtrækning gør det let at danne et indre billede af mennesket bag messingen. På nummeret »E.D Interlude« sørger saxofonernes luftige pusten og mekaniske flappen for, at jeg som lytter opfører mig med samme stille beundringsværdighed, som hvis jeg var til koncert. Så når næste nummer, »Eco Death«, sparker stilheden til dørs, er det svært ikke at blive nærmest fysisk begejstret over albummets intense kontraster mellem nærvær og smadder.
Titler som »flowers grow through concrete too« og »Eco Death« sætter det vokalløse album i et dystert lys af klimakollaps. At finde et fællesskab i en kaotisk verden – om det er til koncert, på et album eller andetsteds – er essentielt for livet i en krise. Finding a Circle er et fornemt eksempel på netop dette.
- © Rumle Skafte
Jeppes soundtrack
Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.
Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live.
Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.
- © Vikingeskibsmuseet i Roskilde
14 Meters of Wave Swells from History’s Anonymous Depths
Jacob Kirkegaard: »Naufragium«Sound artist Jacob Kirkegaard records sounds to connect with the world – to endure what is happening. This time, it's a commissioned work for the Museum of Copenhagen, created to accompany the exhibition of an excavated shipwreck from the harbor. The result is Naufragium (Latin for shipwreck) – gently lapping, quiveringly simple, and almost self-effacingly discreet. And in this way, everything aligns: the story of life in the harbor during the late Middle Ages is only known through rare, major events, while the bustling everyday life, connecting it to the larger world, has drowned in anonymous oblivion.
The shipwreck itself is barely recognizable. A series of ship planks – up to 14 meters in length – suspended on mirrors and supplemented by 11 crossbeams. That’s it. The light in the museum’s narrow room is dimmed, and the windows are covered with film. We are submerged into the depths of the water.
The sound loop lasts 39 minutes if one wishes to listen to it in full. Small sounds are distributed across seven speakers – four in the ceiling, three beneath the wreck. Carefully placed, the gentle lapping, dripping inserts, a trembling rustling like a nerve pathway above, and muffled sounds of wood shifting in water are heard. A kind of foghorn also makes an appearance. All of it is subtly arranged as a soundscape for a silent protagonist, staged through sound. There were likely very few storms, cannons, or other forms of grand drama in the ship’s perhaps 300 years as a cargo vessel in the Copenhagen Harbor before it sank in the 18th century. But if one looks closely – and opens their ears – it bears tangible and truthful witness to the kind of history most of us inherit: the ordinary one.
- © Silken Weinberg
Skammens uhyggelige mesterlighed
Ethel Cain: »Perverts«At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.
Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.
Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.