Rejser i høj opløsning
Sidst jeg anmeldte Mads Emil Nielsen, var jeg meget betaget af, hvordan han havde overført efterkrigstidens elektroniske klange til nye kompositioner hos EMS i Sverige. Denne gang er fortiden glemt. I stedet er Black Box 3 komponeret af samples i et grid. Væk er de støjende rumklange, kaotiske sekvenser fra Framework 2. I stedet får vi et hyper præcist lydbillede.
Tracket »Climbing Plants« består af en række feltoptagelser, der vugger i fælles oscillation frem og tilbage dikteret af griddet. I løbet af otte minutter sker en metamorfose mod et mere syntetisk og drømmende billede end feltoptagelsernes udgangspunkt.
Samme rejsende oplevelse har man i »Installation 1«. Her tester Nielsen virkelig ens højttalere, hvor subsoniske impulser modsvares af stammende højfrekvente klik-lyde i call and response. Langsomt vokser et ambient lydlandskab frem som et stormvejr man kan se på lang afstand.
Black Box 3 viser tydeligt en komponist, der kan andet end at lege med fortidens maskiner.