kortkritik

Ensomme dæmoner

Runar Magnusson: »Komplett Kollaps (a dedication to Jóhann Jóhannsson)«
© PR
© PR
19. october

Få ting er dystre som døden, og netop afskeden er omdrejningspunktet for dette hyldestalbum til musiker Jóhann Jóhannsson, som gik bort i 2018 og efterlod Runar Magnusson med et tungsind, der er allestedsnærværende på denne tåreperser af et kunstnerisk velafbalanceret album.

Æstetiske forvrængninger af studier i orgel gennemborer det smukke og kompositorisk fuldendte Komplett Kollaps, som er én lang sørgemarch, en kærlighedserklæring af sorg over tabet af en ven.

Åbningstracket »Severed Voices« lyder som opgivende rørs langsomme åndedræt afspillet baglæns, mens orgelet træder i dronet karakter på det 11 minutter lange »Dr. Diablo Plays the Organ«. Kirkeklokkerne snegler sig afsted, og en elektronisk stemme repeterer ordene »A Star's Gone Dim«, før sidste nummer »Buried Treasures« afslutter værket i mørkegrå toner. Lydmanipulationen er afdæmpet, repetitiv, pauseløs samt rørende i al sin enkelhed, og budskabet står så klart, at der ikke kan sås tvivl om de følelser, der ligger til grund for musikken.

Albummet er måske det mest sørgelige, jeg har hørt i hele mit liv. Blottet for melodiøse sommerminder eller klange af forår. Til Komplett Kollaps kan man græde igennem i vintermørket og lade livets smerte passere revy.