Borum om Nørholm

Vi har bedt forfatteren Poul Borum om at anmelde Ib Nørholms 3., 4., 7. og 8. strygekvartetter med Den danske Kvartet (Steeplechase Kontrapunkt 32049,1990).

Af Poul Borum

3. strygekvartet, op. 35 "Fra mit grønne herbarium", 1966

1

Den ro der kommer før og efter -

den uro der er centrum i al ro -

den vished der er ét med os

når lyset bryder op

når mørket sænker sig -

Den stumhed der gør godt i munden

den tavshed der kan fylde kroppe

og solens ild

og fuglene der stiger

vilkårligt og i flok -

Den trøst som er vilkårlighed

når lovens kniv har skrabet bunden -

den morgen eller aften (samme sag)

hvor vores fremmedhed

er begyndt at lyse -

2

Det virkelige

som man holder

i sin hånd -

det virkelige

som et åbent vindu

og en have udenfor -

det virkelige

som det man godt kan miste

Og i blæsten er det virkelige

Og i blikket

som vi vender

mod hinanden

3

Efter længslen, men endnu ikke opfyldt -

efter tanken, men endnu ikke lykke -

ikke sorg, men et billede af sorg,

noget at bære,

som brænder indad mod dig selv -

Varmen ved gnidningsmodstanden -

de gennemsigtige glastræer

ned mod glassøen -

Og verdens mylder, stjernetindren,

dets øjne efter øjne hvor vi ser -

hvor hvidt det er

og nøgent

det levende

som hænder varsomt holder om -

4

Hvor vi dog var alene når vi var sammen

hvor vi dog var sammen når vi var alene

hvor lidt vi dog kendte hinanden os selv -

hvor varsomt og uvidende vi trådte

ind i hinandens mørke -

De små rystelser af kulde og nærvær

der gjorde os opmærksomme på

den andens uopmærksomhed og fravær

mens vi granskede os selv

og ikke kom af stedet -

5

Hvor lange var længslerne som dage

hvor korte svarenes nætter

hvor åbne de udstrakte landskaber

ind mod et sejrende mørke

4. strygekvartet, op. 38 "September-oktober-november", 1966

l

Endnu små klynger af rødsorte bær

på buskene nederst i haven -

endnu en solsort der gentager sin anonymitet -

ingenting at huske og ingenting at glemme -

skyerne forrevne som et nærvær -

regnen der omgiver og hengiver -

endnu lidt krop i kroppen

som om al tid var ventetid -

2

Det styrter ned, det himmelske

det er det himmelske der styrter ned,

så utidssvarende og uopfyldt

at vi er tvunget til at se os selv -

3

Så inderligt at længes efter noget ydre

at dette ydre af sig selv får eksistens -

en håndspålæggelse, foruroligende intim,

af verdenskulden som vi har forladt -

og vi kan spekulere vore øjne grå

og stadig ikke se de synlige træer

der afgrænser yderverdenen ud mod vejen -

åh, alle disse nærgående små hudfornemmelser

vi skal tø op til kærlig fjernhed

med læber sprukne af uvidende ord -

længe, længe endnu skal vores lange efterår vare.

4

Det regner op af jorden, stille,

det kaster sig for vindstød uden lyd,

det står i ét, tyndt, fint,

det udenforværende: sjælen

5

Langsomt i synskæden at isolere

et enkelt træ i dets blygrå og tyngde -

langsomt at dreje det om os

uden at vente på noget -

mønstret i barken, umælende, nyt,

den statiske lykkes tomhed -

Sjælen til minimum frosset

insekt under barken

uden at vente på noget

Langsomt at løfte sin himmel

og se ind under

hvor den statiske verden

har travlt med at vogte sig

og holde kulde ude -

og vide: vi er kulde,

og levende så længe,

og hånden glider over træets bark

nedad, nedad, gang på gang.

Læbernes lyde -

fjernhedens lyde -

tiden der går eller går

7. strygekvartet, op. 94 "En passant", 1985

ingenting her og ingenting dér

ingenting udenom

og ingenting indeni -

lyt til mig, jeg skriger ikke

lyt til mig, jeg siger ingenting

lyt til mig, til læbernes bevægelser -

ingenting her

ingen budskaber, tilgivelser, styrt -

ingenting dér

ingen solopgange, solnedgange -

intet mørke, intet lys

(begynd så!)

se mig, jeg er her ikke

se mig, jeg er iøjnefaldende

se bort fra mig, er jeg dér?

ingentings retning

og ingentings mål

vejen ad hvilken

og måden hvorpå

opgivelser, opstigninger, nej -

rør ved mig, vær en tidlig morgen

rør ved mig, vær nattens komme

rør ved mig, jeg forvandles alligevel -

ingenting udenom

og ingenting indeni

skuremærker over himlen

det revnede lærred

de sprukne læber

husker du?

gør mig fjern i min fjernhed

er jeg da

lidt nærmere

måske?

eller denne kilde, denne bæk

der uformodet

forlader jorden

løber over græsset

samler sig

blir til?

ingenting her og ingenting dér

ingen begyndelser ingen afslutninger

(begynd)

ingen brøl af lykke

ingen vræl af angst

intet hviskende "hvor er du?

intet fald

intet skred

altså ingen vinger

og at komme så nær

sin intethed

at den spotter dig

og siger: troede du

der ingenting var?

din tåbe -

ingentings retning

og ingentings mål

intet 'altså' intet 'måske'

ingenting her og ingenting dér

ingen svar og ingen spørgsmål

(stands)

jeg er så langt fra dig

som du er fra mig

og noget som taler

ved ikke hvorhen -

8. strygekvartet, op. 107 "Mémoires", 1988

l

I lyset er lysets bevægelser

en dans henover fortider

kroppens konturer, mørke

i det blændende nærvær

kroppen husket

som del af sin krop

Kommer med sorglygter indover

marker gule af senhed

kendte vi dem?

var det en anden tid?

store og duftende stakke af neg

solen tæt og af strå

Sådan husket: lysende øjne

hårets fald og kroppens linjer

2

Den jeg var og den jeg er

møder den du er og den du var

taler sammen uden at forstå

har hobet så meget op

kan ikke mere læsse det af på hinanden

ikke mere illudere svar

er jeg aske og du brænder dig på mig?

du er aske og jeg brænder mig på dig.

3

I dag vil jeg kun se fremover

med mine øjne i nakken

i dag vil jeg kun se udad

gennem mine lukkede øjenlåg

i dag skal det storme og regne

at det er nutid nu

Bevæger drømmene sig vågne,

får selvstændigt liv og krop?

lever vi omgivet tæt

af drømme der har forladt os?

slår dagen sprækker og revner

af drømme der vil ud i livet?

Sådan husket: at vågne

og være den der skaber verden

verden i øjenhøjde

netop nu

fordi vi næsten ikke

har brug for den mere

Alle milde magter

græs og løv og sne