Støjmusik er musik, der benytter støj som en central del af det musikalske udtryk. Støj forstås her som lyde, der hverken har tonehøjder eller rytmefunktion. Den arketypiske støj er den hvide støj, den susen, der fremkommer, når alle frekvenser klinger samtidigt. Støj er i udgangspunktet et ekspressivt virkemiddel, forbundet med kaos og aggression, men støj kan også afstedkomme helt andre udtryk. Det afhænger af den musikalske sammenhæng, den indgår i. Støj har især været et virkemiddel i musikken i de sidste 100 år (siden Luigi Russolos støjmaskiner, intonarumori).

Mikrotonal musik er musik, der bevidst komponeres med toneintervaller, som er mindre end et halvtonetrin. I princippet rummer næsten al tonebaseret musik mikrotonale elementer for så vidt som instrumenter sjældent er helt eksakt stemte og fordi både glissando og vibrato resulterer i mikrotonale intervaller. Men den mikrotonale musik søger specifikt de spændinger og effekter, der opstår med mikrotonaliteten, komponerer så at sige direkte med dem. Man finder mikrotoner i de fleste kulturers traditionelle musik.

Melodisk musik er musik, der har en markant melodi som centrum. Melodibåret musik er især udbredt i folkemusik, i klassisk og romantisk musik og i populærmusik. I ny kompositionsmusik finder man det især i neo-klassiske og neo-romantiske værker, men ikke kun. I den elektroniske musik finder man det i den mere popmusik-orienterede del.