Begrebet har historiske rødder helt tilbage til rænæssancen - eller, ved blot at indkredse det ny i forhold til det gamle, endnu tidligere - "ars nova" over for "ars antiqua", som det hed i middelalderen. I 1603 fordømte kritikeren Giovanni Artusi "manglerne i den moderne musik" af f.eks. Monteverdi. I et brev fra 1893 beskriver Mahler sig selv som "moderne".
Betegnelsen ses ofte anvendt om især fransk musik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Den var oprindelig en karakteristik af en gruppe franske malere i slutningen af forrige århundrede (Dégas, Monet og Renoir m.fl.), og blev siden overført især på Debussy. Malerne arbejdede med pletter af rene, ublandede farver som gled sammen til helheder, når de blev set på afstand. De ville de skildre virkeligheden som rent sanseindtryk af lys og skygge (fransk: "impression") uden symbolsk eller fortællende betydning.
Udtrykket opstod i det tysksprogede område i begyndelsen af det 20. århundrede. Det blev først anvendt om billedkunst og litteratur og til dels musik, men ses senere i århundredet hyppigt anvendt om en lang række forskellige, kunstneriske udtryksformer med efterhånden stærkt skiftende betydninger.