Per Nørgård (f. 1932) er en af de mest originale kunstnere i dansk kulturliv. Hans værker og virke som komponist, underviser og teoretiker gennem snart et halvt århundrede har haft stor betydning for udviklingen af nyere dansk tonekunst. Nørgård har skrevet værker i alle kategorier og for amatører og professionelle: Fra stort anlagte operaer til enkle hymner, fra enkle satser til monumentale bygningsværker.
Som ung blev Nørgård elev af Vagn Holmboe og de første værker er da også inspireret af lærerens nordiske tone. Fra den periode er 1. Symfoni og Konstellationer for strygere nøgleværker. I sidste halvdel af 1950erne udvidede Nørgård det kompositoriske synsfelt i form af sonderinger af nye muligheder i den centraleuropæiske modernisme. Beskæftigelsen med nye strukturelle indfaldsvinkler førte til opdagelsen af den såkaldte uendelighedsrække, et serielt system eller musikalsk vækstprincip, som kan sammenlignes med naturens symmetriske formationer.
Denne måde at komponere på er blevet jævnført med fraktalgeometriske former opbyggelige strukturer i et uendeligt, hierarkisk system. Blandt de værker, som udnytter denne teknik indtager hovedværket 3. Symfoni en prominent position.
Men det kunstneriske univers hænger sammen hos Per Nørgård fra begyndelsen til nu som ét stort "work in progress". Dette er et paradoks, fordi komponisten i sin musik gennem årene som nævnt har været i evigt opbrud i selvoverskridelsens navn: Ironiske pasticher, uendelighedsrækker, gyldne snits proportioner, skønhedssøgende metafysik i 70’erne, over 80’ernes livtag med store eksistentielle spørgsmål, centreret omkring en stor gruppe værker, stærkt inspireret af den schizofrene kunstner Adolf Wölfli, til 90’ernes eksperimenter med det, Nørgård selv kalder ‘tonesøer’ - alt sammen formkonstituerende metoder til at generere nye tonerækker, som kan understøtte den overordnede udtryksvilje.
Et vue ud over Nørgårds produktion skaber et billede af et overordnet projekt: Ønsket om at skabe musik der er udfoldet som møder mellem elementer af forskellig natur. Det kan være hverdagens trivialitet som får betydning midt i en højstemt passage i en symfoni. Rationalitet og spontanitet, struktur og frihed, yin og yang, lokalt og globalt, system og kaos, kunst og kitsch, konstruktion og udtryk - i Per Nørgårds univers tages modsætninger bestandig i betragtning. Spændingen eller interferensen i Nørgårds musik er denne dialektik mellem modsatrettede tendenser i de forskellige materialelag.
Per Nørgårds kunst former til stadighed en vision om, at musikkens potentiale er langt større end vi tror. Dirigenten Sergiu Celibidache udtrykte engang præcist potentialet i Nørgårds stort tænkte og gennemførte skaberværk: »Først en ny tids bevidsthed i det nye årtusinde vil være i stand til at forstå rækkevidden af Nørgårds musik.«
