kortkritik

Tårevældende duo-patos

Klang Festival: »Project Home« – Duo Dan/Nie

Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

14. june

Hvornår har man sidst grædt til en koncert med ny kompositionsmusik? I de eksperimenterende rammer er der sjældent plads til den form for patos, der går i tårekanalerne. Men Fei Nie (klaver) og Sofie Thorsbro Dan (violin) fik det næsten til at ske for mig. Det var James Black-værket Colossi, der gik rent ind. Min sidemand var endda helt grædefærdig.

‘Kulturmøder’ var aftenens tema. Komponisterne havde det til fælles, at de alle er flyttet fra deres hjemland. Selve koncertens opbygning havde også karakter af hjemme-ude-hjemme. Duoen startede og sluttede på deres respektive hovedinstrumenter – overlegent håndteret med et væld af udvidede teknikker.

Aya Yoshidas Decode og Bára Gísladóttirs Prussian Blue var dog komplet væsensforskellige. Decode føltes ivrig, tangerende til det forhastede. Der skulle spilles med omvendt bue, pustes på violinen, og klaveret skulle agere guiro og bordtennisbord. På rekordtid var kortene lagt på bordet. Omvendt var maleriske Prussian Blue mere tålmodig. Særligt var det en fornøjelse at høre Dans vekslen mellem kvalt bariolage og lange toner, der efterhånden åbnede sig nidkært i klangen.

De to værker i midten var også som nat og dag. Selvom det var friskt at orkestrere Xavier Bonfills ambiente 2x2 for de to instrumentalisters stemmer, faldt grebet til jorden. Man savnede bredden i klangrummet af den sfæriske midi-meditation.

Men James Black stjæler overskriften, nok engang. Selv vogtede han, som den mest knuselskelige gudeautor over værket på en storskærmsvideo. Man skal ikke forveksle hans absurditeter med kaos: Black komponerer med en rigid stramhed. Netop derfor bliver hans udtryk ekstra virkningsfuldt, når det giver tegn til følelsesapparatet. Den rørende sidste sats, hvor Dan havde bevæget sig ud i våbenhuset, og duoen spillede en adspredt sus-pop i hver sit rum, imens Black malede sig med læbestift på skærmen, er i hvert fald noget, jeg sent vil glemme.

Playliste

Mit navn er Søren Michelsen – vil du se min playliste?

21. october

»Musik for mig er det mest kraftfulde, livsbekræftende, inspirerende, følelsesladede og uforudsigelige, der findes. Den har en enestående evne til at nå os på et dybt følelsesmæssigt plan og fungerer som en slags tidsmaskine, der forbinder os med vigtige begivenheder og minder i vores liv. Sange bliver trofaste følgesvende gennem tilværelsen, og selv når vi sent i livet måske rammes af demens og ikke længere kan genkende vores nærmeste, kan vi stadig synge med på de sange, vi lærte som unge. Musik er en nøgle til vores hukommelse og en dyb forbindelse til, hvem vi er – også når alt andet glider væk.«

Søren Michelsen er kendt som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, den netop udgivnedebut-EP I en brydningstid, der markerer en afgørende milepæl i Michelsens solokarriere. EP’ens fem sange er skabt i tæt samarbejde med producer Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL). Michelsens sange er en hyldest til den danske poptradition, fulde af nostalgitrips tilbage til 80'erne og 00’ernes evergreens. Med sin forening af dybtfølte temaer og popæstetik stræber han efter at skabe et univers, som både ærer fortiden og former fremtiden. Ambitionen er at skrive sange, som vi alle synger med på om 20 år. I 2023 færdiggjorde Michelsen sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium.

Playliste

My name is Rei Nakamura – would you like to see my playlist?

16. october

»I can’t say what music is but I can say what music does: it is an experience, it travels through all my bodily senses, it brings energy (not only power but also tranquilizing and soothing, even peaceful energy); above all, it revives the memory of frozen moments, not unlike the scent of perfume, and yet it remains in the moment, the 'now' – in a recording a 'now' conserved from the past which we can relive whenever we press 'play' – and thus my playlist is a selection of moments related to person or event that was important to me.«

Rei Nakamura is a pianist specialized in contemporary music. Her career has a wide range as solo pianist, ensemble player, improviser as well as writer. Through her on-going project Movement to Sound, Sound to Movement for piano and multimedia, she has worked in close collaboration with composers as Annesley Black, Malin Bång, Christian Winther Christensen and Simon Steen-Andersen. Her observations and theoretical approaches are expressed in published texts in Neue Zeitschrift für Musik thematizing parallels in music, art and performance. 2021 she published the book Movement to sound, sound to Movement – Interpreting Multimedia Piano Compositions by Wolke Edition. As a Soloist she has premiered piano concertos with orchestras such as the SWR Symphonieorchester, WDR Synfonieorchester, RSO Berlin, Polish Nation Radio Symphony Orchestra and RAI National Radio Symphony Orchestra with conductor as Brad Lubman, Robert Treviño, Yaroslav Shemet, Michael Wendeberg and Bas Wiegers. She performed in Warsaw Philharmonic (Warsaw) and Arturo Toscanini Hall (Turin) and music festivals such as Eclat Festival Stuttgart, Ultraschall Berlin, Festival Acht Brücken Colon, MITO Festival (Turin), Warsaw Autumn (Poland) , Sound of Stockholm (Sweden), Monday Evening Concerts (USA). She was was born in Japan, grew up in Brazil and is based in Germany.

kortkritik

Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«

Andreo Michaelo Mielczarek

12. october

Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.

kortkritik

Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«

Rasmus Weirup

11. october

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.

Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.

Playliste

My name is Bára Gísladóttir – would you like to see my playlist?

30. september

»For me, music is all that vibrates.«

Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.