kortkritik

Roger Reynolds: Still worth its chops? 

Ekkozone & Esbjerg Ensemble: »Journey«
© PR
© PR
6. may

Nice idea: an entire concert of music by Roger Reynolds, the experimental American who won a Pulitzer in 1989 but whose music doesn’t sound that experimental anymore. 

Even his newest music. Nørrebro hosted the world premiere of Reynolds’s new oboe concerto Journey as part of Matthias Reumert’s mini-festival Offbeat. It is an entirely un-rooted piece – a road movie betraying little allegiance to key, material or system as it capers forwards through a series of mystical images. Jacqueline Leclair played it charismatically. Necessary, as there can seem little beyond surface sound in the piece. 

Mistral went big on Reynolds’s taxonomical tendencies. It is a score in which instrumental groups stick together before forming fragile coalitions across timbral boundaries – a process that plunges them into mania. The work’s antiphonal qualities and roaring brass cried out for a bigger space than Koncertkirken, or just a different spatial configuration.

Those who stuck around after an hour-long interval caused by a medical emergency were rewarded with the evening’s highlight: Transfigured Wind III. Again, Reynolds sanctifies musical gesture here: a solo flute cries, huffs and puffs (sometimes beguiling, sometimes clichéd) and is answered by a series of delicate ensemble ritornellos that transfigure the same material. Kerstin Thiele played it with an ardour neatly balanced-out by Reumert’s cool conducting.

In its patience, this last piece went deeper – its simpler structure drawing more nuance from Reynolds and giving us a clearer view of his quasi-spectral aesthetic. Is that aesthetic still worth its chops? Reynolds claims nobody can appreciate his music in one hearing. I certainly need more convincing. 

Playliste

My name is Carolyn Goodwin – would you like to see my playlist?

16. august
© PR

»Music has always provided me with a clear pathway on which to navigate a meaningful life. It is imbued with a set of noble intentions that have taught me important lessons: the art of giving and receiving, how to grapple with the ever-shifting forces of tension and peace, what it is to trust the people who surround you, and the ability to let go.«

The Irish-born, Denmark-based composer-musician Carolyn Goodwin is a clarinetist and saxophonist, and the founder of Copenhagen Clarinet Choir. Her compositional work is driven by a desire to explore new frontiers in ensemble playing, bringing body and movement to the forefront, and combining the freedom of improvised music with her foundation in classical music. Goodwin's 2022 release with the Copenhagen Clarinet Choir, Organism, on the År & Dag label, has been described as »cranio-sacral therapy for the ear« and »a perfect cross between intelligent and sensory music.« It is these sound and performance parameters that have inspired composers like Marcela Lucatelli, Greta Eacott, and Anders Lauge Meldgaard to compose music for Goodwin’s ensemble.

Goodwin is a member of the trio Coriolis, alongside fellow saxophonists Maria Dybbroe and Nana-Pi Aabo Kim, as well as Jason Dungan’s Blue Lake project. She is also part of the musician collective Barefoot Records.



 

kortkritik

Årets symfoniske statement

Søs Gunver Ryberg: »Coexistence«
© PR
© PR
16. august

Min oplevelse af Coexistence, Søs Gunver Rybergs ti minutter lange værk for orkester og elektronik, falder i to etaper. Først er jeg lamslået: over den naturlighed, hun behandler det symfoniske materiale med, så orkestret bliver til en potent hybrid mellem akustik og syntese. Sikket bid i klangen, sikken ørkenstorm af kornet tekstur, der rumsterer videre bag instrumenterne.

Her realiseres det klanglige potentiale for det 21. århundredes orkester, tænker jeg begejstret. Men så melder tvivlen sig i næste etape. For sker der i realiteten det samme som i svenske Jesper Nordins timelange Emerging from Currents and Waves (2018): et teknologisk kvantespring for symfonisk klang, der imidlertid stivner kompositorisk i et stop-and-go mellem bulder og stilhed?

Udbuddet af dramatik er næsten vulgært i Coexistence: ustabile islandske mørkedroner, harske messingdrøn, skælvende strygere, tordenpauke, hårde opbremsninger som i actiontrailere fra Hollywood – og meget mere. Det er et himmelsk kaos. Kontrasten: dæmpede alarmer af strøget metal, opsamlet støj og udstrakte toner som et skrøbeligt jernstativ, der skælver efter stormen.

De to temperamenter afløser hinanden på skift, og det lyder fænomenalt under Dalia Stasevskas ledelse af BBC Symphony Orchestra. Værkets kerne er vel katastrofen – kollaps og efterspil – og i den optik giver de sort-hvide ekstremer mening. Musikken er brutal, nådesløs. Men kunne den have været mere: i farver, hinsides tvekampen? Måske, døm selv – Coexistence er så afgjort årets mest opsigtsvækkende symfoniske statement.

kortkritik

Global opvarmning er virkelig nået til Aarhus

Lydenskab, Laura Bowler: »The Girl With the Hurricane Brain«
© Kim Glud
© Kim Glud

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde. 

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus. 

Playliste

My name is Jay Campbell – would you like to see my playlist?

12. august
© Beowulf Sheehan

»Music is limitless, and its potential for meaning is infinite. This is neither good nor bad, but simply an acknowledgement that music is one kind of expression of any given culture (with many other inputs, of which I am mostly ignorant). From that perspective, I suppose then that music is just another medium through which I try to understand another human and/or the culture that they exist(ed) in, and more deeply feel the interconnectedness of the world that we live in, that we have inherited, and that we will pass on.«

Currently the only musician ever to receive two Avery Fisher Career Grants — in 2016 as a soloist and in 2019 as a member of the JACK Quartet — cellist Jay Campbell has brought his eclectic artistic interests both as a performer and curator to the New York Philharmonic, Deutsche-Symphonie Orchester, Los Angeles Philharmonic, Seattle Symphony, Ojai Festival, Lucerne Festival and many others. Deeply committed to collaborative music, Jay is a member of the JACK Quartet, as well as the Junction Triowith violinist Stefan Jackiw and composer/pianist Conrad Tao, multidisciplinary artist collective AMOC, and frequently works with composers and performers like Helmut Lachenmann, Patricia Kopatchinskaja, Barbara Hannigan, John Zorn, Tyshawn Sorey, and many more from his own generation. 

kortkritik

Ambient til den fjerde verden

Anton Friisgaard: »Teratai Åkande«
© Anton Friisgaard
© Anton Friisgaard

Gamelanorkestret Gamelan Salukats koncert på Roskilde Festival i 2018 gjorde øjensynligt ikke kun stort indtryk på denne anmelder. Samme år rejste ambientmusikeren Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) til Ubud, Bali og optog musik med flere medlemmer af ensemblet. 

Dette er dette møde, som Teratai Åkande er vokset ud af. Et album, der i overensstemmelse med Jon Hassells koncept om fourth world-musik præsenterer en distinkt kulturel og etnisk forankret musikalsk tradition rekontekstualiseret gennem et vestligt perspektiv. I dette tilfælde balinesisk gamelan filtreret gennem Friisgaards klipning og efterbehandling. For mens gamelankompositioner ofte føles cirkulære med længerevarende rundgange, der afløser hinanden, så har Friisgaard med en dokumentarists sans for narrativ udvikling reduceret ned til mere fragmenterede, stemningsbaserede og i sidste ende vestligt letfordøjelige numre.

Det traditionelle perlende slagtøj, gonger og fløjter sættes på numre som »Lavitir« og »Havun« i et relief af henholdsvis insekt- og/eller fuglelyde og skvulpende vand, mens rumklang og ekko skaber en følelse af fjern tilstedeværelse. Andetsteds, fx på »Kampaka«, er den elektroniske musiks kompositionsteknikker mere fremtrædende. Fælles for alle otte numre er, at de repræsenterer et spændende møde mellem to vidt forskellige musikalske verdener. Friisgaards album emmer af en åbenlys stor hengivenhed for gamelanmusikken og dens ophavspersoner.