kortkritik

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori«

15. september

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance.

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig.

kortkritik

Hurra! De store spørgsmål lever stadig i operaen

Copenhagen Opera Festival: Rolf Hind, Dante Micheaux and Jalal al-Din Rumi, Frederic Wake-Walker, Elaine Mitchener, James Hall, Yannis François, Loré Lixenberg m.fl.: »Sky in a Small Cage«

Jakob Gustav Winckler

26. august

Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi.

Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre.

Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om.

Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov.

Playliste

My name is Greta Eacott – would you like to see my playlist?

26. august

»Music for me is bumping, rubbing, colliding, sliding and sculpting... in space-time. AKA the gift that keeps giving <3 .«

Greta Eacott is a critically acclaimed British/Swedish composer based in Copenhagen, Denmark. She is primarily known for her boundary pushing experimental percussion works and her »sans-disciplinary« approach to music composition; which incorporates spatial aesthetics, design theory and physical movements as integral elements in the musical compositions. This manifests in a unique and modern musical aesthetic which is both playful and refined, agitating and welcoming, sensual and synthetic. Since 2014 she has been running the DIY record label One Take Records.

kortkritik

Hvorfor skulle vi jages rundt på Thorvaldsens Museum?

Copenhagen Opera Festival: Aïda Gabriëls, Mireille Capelle, Adriaan de Roover, Timo Tembuyser, Matteo Sedda, Marc Tooten, Nel Maertens, Aya Suzuki, Magdalena Öttl, Declercq m.fl.: »Passages«

Jakob Gustav Winckler

25. august

Måske havde jeg indstillet mit oplevelsesmodus forkert, da jeg trådte ind i Thorvaldsens Museum for at se performanceværket Passages. Sanseapparatet var kørt i stilling til fordybelse, vi skulle jo på museum og programmet havde lovet totaloplevelse og fri bevægelighed.

Men der var meget, vi skulle nå på den time, Passages varede. Alt for meget. Vi startede sammen i salen ved indgangen, kringsat af storladne marmorskulpturer. Mens vi smagte på atmosfæren i rummet, der var parfumeret med et diskret elektronisk lydspor, gik en kunstner i gang med en sprittuschtegning på et stort stoflærred på gulvet. Snart blev hun afbrudt af sortklædte sangere, der havde gemt sig i publikum. Passagefigurer, fornemmede man, der kaldende skulle bestøve de gamle lokaler og blegstivnede statuer.

Efterhånden blev vi gelejdet ud på gangen: Nu skulle vi på opdagelse. Problemet var bare, at værket ikke kunne slippe trangen til drama. Der var hele tiden scener, man skulle nå at indhente, en fortravlet følelse af at komme for sent til indholdet. Heraf passagetanken, hjemsøgelsen, flygtigheden, I get it. Men hvorfor så ikke skabe kaos i stedet? Jeg kunne ikke udlede andet end frustration af det subtile fravær, som konstant meldte sig.

Når man endelig fik lov til at dvæle ved noget, var det med en flad fornemmelse. Da vi til sidst endte sammen, hvor vi startede, sluttede værket i en svulstig, musicalagtig finale. Der var slet ikke skabt plads til sådan et storladent temperament. Det føltes ufortjent.

Playliste

Mit navn er Else Torp – vil du se min playliste?

24. august

»Musik for mig er en nødvendighed. Nyt og gammelt. På tværs af alle genrer. Musik er noget helt essentielt menneskeligt – og for mig er stemmen det mest direkte kommunikerende instrument i verdenen.«

Else Torp debuterede i maj 2023 i tre koncerter med New York Philharmonic i et værk af den amerikanske komponist Julia Wolfe. Hun har tidligere optrådt med bl.a. BBC Philharmonic, Scottish Chamber Orchestra, Gulbenkian Orchestra, danske landsdelsorkestre, London Symphony Orchestra og Sydney Symphony Orchestra. Hun synger et omfattende repertoire af Lieder, danske sange og eksotiske værker som William Waltons Façade og Judith Weirs one-voice opera King Harald’s Saga. Else Torp er medlem af Paul Hillier’s Theatre of Voices og har optrådt på internationale scener som BBC Proms, Berliner Festspiele, Lincoln Center og ved flere udsolgte koncerter i Carnegie Hall. Else Torp har medvirket på snart 40 indspilninger på Dacapo, Ondine og Deutsche Grammophon og på den Grammy-vindende CD The Little Match Girl Passion (HMU, USA). I 2016 udkom duetten »Distant Sky« med Nick Cave og Else Torp på albummet Skeleton Tree samtidig med premieren på 3D-dokumentaren One More Time with Feeling om albummets tilblivelse. Hun sang live med Nick Cave and The Bad Seeds i Royal Arena og var igen biografaktuel et halvt år senere. I 2018 sang hun blandt andet Kaija Saariahos opera Only The Sound Remains på Paris' Opera Garnier, Teatro Real de Madrid og Lincoln Center i New York. Else Torp har medvirket i DRs Den klassiske Musikquiz, været deltager i Babettes Gæstebud med Brødrene Price, ligesom hun ofte interviewes til DR P2.

Playliste

Vi hedder Skammens Vogn – vil du se vores playliste?

20. august

»For os er musik saltet, vinen, forretten, hovedretten, desserten, opbygningen, forløsningen. Musik er også en masse mellemrum. Musik kan være til glæde og trøst for mennesker, og det er ganske smukt, synes vi. Ikke mindst er musik en vej (ud af mange) ind i altings altinghed.«

Skammens vogn er en trio bestående af digterpræsten Nikolaj Zeuthen, healeren Oliver Hoiness og den irske cannabisbonde Jakob Millung. Det er en gruppe baseret på et venskab fra folkeskoletiden, et kunstnerisk og spirituelt fællesskab, som snart har eksisteret i tyve år. Bandet slog igennem med albummet Asfalt (2013) og har siden da udgivet syv albums.

Skammens vogn er hverken highbrow eller lowbrow, men et sted midt i mellem. Eller måske snarere nobrow. Musikken har en folkelig appel, men er også blevet kaldt »en finger til ræset«. I deres tyve år lange karriere har de bevæget sig fra brutalistisk naivisme over ambitiøs avantgardepop og til underliggjort blues. Musikken er en blanding af genrer, og i midten af blandingen bor Zeuthens poetiske tekster, udtrykt med hans tilbagelænede og uskolede vokal. Bandet har ved flere lejligheder sagt, at musikken skal kunne undre og pirre dem selv.