kortkritik

Enhver slutning er også en ny begyndelse

Aarhus Symfoniorkester, Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis: »Away« 
© Alexis Rodríguez Cancino
© Alexis Rodríguez Cancino

Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år. 

Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis. 

Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen. 

Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe. 

Playliste

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste?

9. june
© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Playliste

Mit navn er Anders Filipsen – vil du se min playliste?

5. june
© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

Playliste

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste? 

4. june
© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Playliste

My name is Anna Roemer – would you like to see my playlist?

3. june
© Malthe Ivarsson

»Music is where my heart is. The place where I feel the most freedom and possibility to express myself. It's also the place I seek to when I need to calm down.«

Anna Roemer is a Danish guitarist and composer from South Zealand, now based in Copenhagen. She has performed with artists like Hannah Schneider, Jacob Bellens, and Guldimund. Together with saxophonist Cecilie Strange, she forms the acclaimed duo K A L E II D O, known for music that constantly evolves. The duo has received national and international praise and won the Carl Prize for »Jazz Composer of the Year« for their albums Elements and Places (2024).

kortkritik

Not the Royal Rock Star We Might Have Wished For

David M. A. P. Palmquist: »King Frederik X’s Honour March«
© Kongehuset
© Kongehuset

Surely, I can’t be the only one who nearly choked on my oyster on New Year’s Eve, when King Frederik X delivered his first New Year’s speech. What a modern take on the old tradition! Instead of sitting solemnly at a desk, he calmly walked into the room – a room demanding attention, where a futuristic mural stole the show. I could barely focus on the speech itself, distracted by the psychedelic imagery behind him: a visual nod to Yellow Submarine by The Beatles. Was this a sign of a rock star ascending the throne?

Wishful thinking, as it turned out. The speech turned into a parade of predictable platitudes. The same can be said about the King’s new Honour March, composed by David M. A. P. Palmquist, former conductor of the Royal Danish Life Guards Music Corps. A traditional and sluggish piece that plays it entirely by the book.

Since H.C. Lumbye gifted a march to Frederik VII in 1861, it has been a tradition for members of the royal family to be granted personal marches. Take the lively and self-ironic Parade March for Queen Margrethe, which includes quotes from both »I Danmark er jeg født« and »Daisy Bell«. Or Crown Prince Frederik’s brisk and quirky Honour March in 6/8 time – written by Fuzzy for the now-King’s 30th birthday – tipping its hat to Carl Nielsen’s »Som en rejselysten flåde«.

But where is the personal character in Palmquist’s march? The composer approaches the task far too conceptually, attempting to give the piece a musical signature with a kind of rebus at the beginning. The first note is an F, followed by one ten steps higher – thus spelling »Frederik the 10th« in musical code. The many references to other military music are just as internal. What’s missing is something that breaks with protocol – just like King Frederik himself has done in his most memorable and beloved moments. In the end, it sounds like a march that has forgotten who it was written for.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek. Proofreading: Seb Doubinsky