En dristig vision for fløjte og stemme
Så dygtig en musiker er fløjtenisten Laura Cocks, at deres instrument ved optrædener for øjet forekommer som blot en forlængelse af kroppen. Cocks er en kraftfuld New York-baseret samarbejdspartner og fortolker inden for nyklassisk og eksperimentel musik – særligt som leder af det avantgardistiske ny musik-ensemble TAK Ensemble. Nu udgiver Cocks deres første soloudgivelse med improviserede kompositioner, FATHM, en akrobatisk sammenfletning af fløjte og stemme, der nikker til mærkelige og flygtige visioner – blandt andet fugle, tråde, frø mellem tænderne. På FATHM bringer Cocks al deres kunnen som fortolker af bestilte værker – senest udforsket i deres soloudgivelse fra 2022, field anatomies – i spil for at udvikle et uhæmmet, men særdeles fokuseret musikalsk sprog.
Hvis albummets mystiske trackliste fremstår som en form for kryptogram, så bliver lytteoplevelsen af FATHM en proces med dekodning, hvor grænserne mellem vokal og instrument udforskes. Åbningsnummeret, »A thread held between your fingers«, præsenterer Cocks som sin egen flimrende skygge, idet de samtidig spiller fløjte og udsender skrigende toner kun en anelse forskudt i tonehøjde. »Illinois« rives ud af Sufjan Stevens’ jerngreb og bliver til en rasende mumlen af halvblæste toner med underliggende rystelser af stemme. Cocks eksperimenterer videre med disse hæse klangfarver på de tre stykker: »To beget« og de senere variationer »To outstretch« og afslutningsnummeret »To fly«, der afspejler udviklingen af et danselignende tripletmotiv.
»FAVN«, som tilsyneladende er en tro skildring af en elefant med svær søvnapnø, kan måske forsone sig med den følsomme lytter gennem sin rene hengivenhed til det groteske, mens »A seed sucked between your teeth«, der kredser dovent omkring en stor none, inviterer til mere himmelske overvejelser. »A marsh wren« kunne tage den titulære fugl som sit udgangspunkt, men forestiller sig hurtigt en ny art, der synger en sang med travlhed, smæld og knips. På »YARN« antyder Cocks endnu en form for dyresang ved at skabe en kontrapunktisk dialog af miaven og knurren. Fløjtenistens evne til at balancere disse særegne hybrider er i sidste ende med til at definere FATHM lige så meget som Cocks’ glubske energi; dette er et album, der lige så gerne råber, som det snor sig.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Stram hidkaldelse med okkulte strejf
Med dronende strøg på en løs bratschstreng begyndte Damkapellets uropførelse af Pauline Hogstrands tyve minutter lange ritual Chants (2022) som en invitation.
Først bredte tågen sig til de seks øvrige strygere som rene naturintervaller, siden farvedes den mørk med to celloer i front. Men værket var draget af lys, og med hver sit gradvise ryk opad bevægede musikerne sig som en sværm af fugle mod solen.
Den dur, de landede i, fik følgeskab af et fløjtende stueorgel, men også af drilske stikker på bongotrommer og gulvtam, der vekslede mellem lige og trioliserede slag. Humøret bredte sig til et enkelt strygermotiv med indlejret glidetone, men fik også et okkult touch, da en violinist pludselig nynnede med som halvgemt sopran.
I sidste ende trumfede den rene velklang sig igennem, også selvom slagtøjet blev mere sprælsk og strygerne i frenetiske glimt lagde tryk og overtoner ned i deres strenge. Hogstrands meditative hidkaldelse var velgørende stram og lod sig ikke lokke ud på overdrevet.
Størst slægtskab havde Chants derfor nok med Lo Kristensons indledende bølgeværk på Damkapellets nye og charmerende album, Demiurge. Savnede man noget, var det, at det bid og den tumult, der følger efter på resten af albummet, også fik plads ved den korte koncert:
Randi Pontoppidans skærsild af glidninger og kvælning, Kirstine Lindemanns balstyriske percussionfjolleri og Greta Eacotts fabelagtigt ondsindede mystik. Men så er der noget at glæde sig til, når Damkapellet en dag folder hele repertoiret ud.
Synkoperede skåltaler
En familiefest i fire scener – det er den rituelle ramme for Apollonian Blackout. Ceremonier, død og genfødsel i et krydsfelt mellem performance, koncert og installation. Først pumper en hjerterytme fra en trommemaskine, vibrerende 80’er-synth-frekvenser ulmer, mens John Carpenter scorer sin egen begravelse. Et stemningsfuldt anslag, der dog ikke når et fyldestgørende klimaks i sine melodiske forskydninger, inden tæppet falder, og man bevæger sig videre langs det spisebord, der er scenografiens omdrejningspunkt.
Musikere dukker op med slagtøj og akustiske streng- og blæseinstrumenter, eksperimentende, jazzet, groovy er det, og publikum inviteres til at udfylde pauserne med taktslag på bordets vinglas. Der chantes i tekstbidder – fragmenter fra generationers skåltaler væves ind i musiktapetet. Kærlighed, minder, længsel..
Det »transatlantiske ensemble« kan både være jamband og New Yorker-kantet som Laurie Anderson med hverdagslige og sloganklingende ordlyde. Stramt eksekveret men også legende som i cirkus med høje hatte og candyfloss som skrub-af-mad.
Der bydes op til dans, og trancen indfinder sig. Eskaleringerne muterer i dissonans og disciplineret polyrytmisk feberdrøm. Spisebordet udmunder i et ormehul malet på endevæggen; stedet hvor tiden strækkes og det lineære og cirkulære smelter sammen. Lidt for letkøbt højpanderi? Måske, men også en variation over Hess Is More’s udforskning af scenografiens materielle afsmitning på kompositionen fra forgængeren Apollonian Circles, som arbejdede med det cykliske. Apollonian Blackout undersøger, hvornår et konstant udviklende forløb bider sig selv i halen.
Trådene samles i festens rytmiske ophav – den afrocubanske musiks gyngende gentagelser. Beruset forlader man familiefesten, hyperopmærksom på kroppen, sanseapparatet og hjertets banken.
Draculas mixtape
Hvis nu verdens yndlingsvampyr selv kunne vælge et soundtrack til sit liv og levned, hvordan ville det lyde? Sådan en forfængelig type – og det er Dracula (Jakob Madsen Kvol) i denne opsætning, hvidklædt aristokrat men også uplettet engel – går selvfølgelig op i ambience. »When I Am Laid In Earth (Dido’s Lament)« og bidder fra fem lækre dødsmesser dirrer bag ordene som ørehængende underlægning. 21 sangere fra Den Jyske Opera og en pianist bebor smukt scenen og næsten hvert minut i Martin Lyngbos version af dramaet, vi alle kender. Men det frapperende er, at vi netop også via den allestedsnærværende lyd mærker, hvad der sker, når en epidemisk frygt kortslutter et samfund.
»Blodet er livet,« fortæller Dracula. Vi ser Kvol (tidligere Bowie-inkarnation i Aarhus Teaters Lazarus) dirigere sangerne. Dracula er typen, der står ved boomboxen og vil male Transsylvanien og London rød; tvinge gæsterne til at danse efter sin drabelige pibe. »Se la mia morte brami« er selvfølgelig med på lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborgs Dracula-mix, for Carlo Gesualdo (1566-1613) var både elsket komponist og morder, ja, de über-passionerede madrigalkomponister siges at have levet i en forvirret tid, der skabte spaltede individer. Psyken, i al sin pragt og grimhed, er også begravet i lyd.
Forestillingen Dracula – ej opera, ej musical, nok noget tredje – er skabt før corona og krig. Som et sansende menneske i 2023 kan man ikke undgå at blive berørt af musikkens sofistikerede, næsten elektriske elegance, som lader os mærke, at volden er på vej. Alt det, vi kender, er ved at vælte.
Lyssøgende klaverterapi
Til at få øje på var bevægelsen fra mørke til lys, da Copenhagen Phil i kammeropstilling forleden uropførte Carsten Dahls let uortodokse, men intimt transparente koncert for to klaverer, van Gogh-overvejelsen The Sadness Will Last Forever (2022).
Først: en smeltet stenmasse af kontrafagot, basklarinet, pauke, kontrabasser og dybe anslag i de to flygler. Sidst: en hvislende vanddamp af let dissonerende violintåge og piblende tangentspil. Derimellem: glasklare solistmotiver, alvorsramte linjer på kanten af det atonale, marcherende slagtøj, unisone flugtløb og, endelig, kontrapunktisk forsoning mellem Martin Qvist Hansen og Søren Rastogi i tålmodig bevægelse tone-mod-tone.
Tydeligt var det, at Dahl var ude i et dramatisk, men samtidig apollinsk ærinde. Stram metrik og taktnære, sobre motiver holdt den skæbnetunge inderlighed i skak. Skriften var nøgternt autoritativ, men lod sig også opildne som korte lyn på himlen: et skred indledt af valdhorn, buer slået mod strygerne, hektisk skærende træblæsere inden førstesatsens stormfulde standsning.
Og så altså modsætningen i den korte andensats: klavererne, der langsomt viklede sig ud af atonale klynger og ind i et tålmodigt afbalanceret lys. Nærmest som en terapeutisk strategi, et harnisk mod melankoli og mørke. En for så vidt abrupt struktur, men samtidig med en gennemgående personlig tilstedeværelse, en kamp mellem strenghed og mani, som måske er lige dele van goghsk og dahlsk. Tilmed, hurra, i vældigt værdig philsk opførelse.
Slurp! Sikke en debut!
Et tekstbaseret choose your own adventure-spil udspillede sig på det sorte biograflærred – ét bogstav ad gangen. De hvide pixels i Tobias Sejersdahls Becoming Glass tog os gennem tryllebindende, skæve scenarier i et forbløffende velskrevet sprog. Spillet, vi læste, var i sig selv en genial udforskning af forestillet lyd, der undervejs fik lydudtryk fra en anden verden til at udspille sig i mit hoved. Jeg læste – og hørte for mit indre øre – »A soft and tender sound of someone slurping soup«. Men umenneskeligt hurtige marimbatoner vibrerede samtidig i smukt foruroligende kombinationer i den lydkomposition, der fyldte salen til denne spilsekvens. De to kontrasterende lydudtryk eksisterede simultant i mit hoved, hvor lydeksperimentet udfoldede sig – til min store begejstring.
I Almost droning (for two harpsichords) blev jeg igen blæst bagover. Af to cembaloer. To performere hamrede så mange moltoner i minuttet som muligt ud af cembaloerne. Længe, så ørerne kunne gå på opdagelse i de sære klange. De stoppede brat. Rungende stilhed. Så gjorde de det igen. Og igen. Det udviklede sig til alt andet end stilhed: På skift klimprede de larmende solistiske stykker eller hamrede konstante kæmpeakkorder i et vidunderligt intenst virvar af cembaloernes 8-bit-agtige toner. Det lød som en computer, der er gået i hak på den bedst tænkelige måde. Og jeg forlod debutkoncerten forbløffet og høj på lydkunst.